Tip til Photoshop
Ferien er ved at være slut, og nu hober feriebillederne sig op. Hvis du har lyst til at gøre lidt ekstra ved dem i år, så er her et tip til, hvordan du får en mere intens himmel fremtryllet. Hvis du ikke har Photoshop, så kan du downloade en 30-dages trial.
På min daglige hyggetur på Flickr faldt jeg over et fantastisk billede, og fotografen havde endda været så venlig at skrive, hvad han havde gjort ved det i Photoshop. Den del der handlede om himlen var dejlig let, så den vil jeg dele med jer her. Til mit eksempel bruger jeg et mere fredeligt billede end hans for at vise, at det faktisk også har en flot effekt på blå himmel (og så fordi jeg ikke lige havde et billede med uvejrsskyer.)
1. Åbn dit billede i Photoshop, hvor der self allerede fra starten er noget himmel med gang i.
2. Add et nyt layer/lag. (ctrl+shift+n)
3. Sæt din forgrundsfarve til at være en mørk grå. (I din toolbar/værktøjsbjælke til venstre på skrærmen er der to farvede firkanter. Klik på den der er forrest og vælg en mørk grå, fx #666666).
4. Vælg farveforløbsværktøj/gradient tool i værktøjslinien
5. Vælg den mulighed, der hedder ‘forgrund til gennemsigtig’
5. Dobbelttjek at farven er grå – ellers kan du ændre det i det her vindue – som vist på billedet overfor. Klik ok.
6. I layer-vinduet, klik på dit nye lag, der ligger over laget med originalen.
7. På dit billede, hold musen nede og lav en streg fra himlen og ned mod bunden. Du behøver ikke komme helt ned til bunden af billedet. Stop et sted på midten. (Dette afhænger meget af, hvad der ellers er på billedet. Måske stikker der en person op midt i det hele, etc. Men du må prøve dig frem, efterhånden som du har fanget idéen).
8. Nu har du en grå klat øverst i billedet.
9. I rullegardinet lige over dine lag/layers, vælg ‘Blødt lys’ / ‘Soft light’
10. Hvis du synes effekten er for voldsom, så juster slideren med ‘Opacity/Gennemsigtighed’.
11. nu skulle din himmel gerne mirakuløst se mere intens ud.
12. Slå nu de to lag sammen, så du igen kun har 1 lag (Højreklik et sted på lagene og vælg: ‘samkopier billede/flatten image’)
13. Gentag, hvis du vil have mere effekt.
Voila, en ret let måde at få mere gang i en himmel på. Den har sine begrænsninger, fordi ikke kun himlen, men alt hvad den grå klat rammer bliver påvirket, men som et hurtigt trick virker det fremragende.